Foreningen Norden Mariagerfjord
Om os
Foreningen NORDEN blev oprettet i skyggen af første verdenskrig i de tre nordiske lande Danmark, Sverige og Norge i april 1919, og de indledte hurtigt et fælles arbejde for fredelig sameksistens og fælles politiske mål i Norden under mottoet, kendskab giver venskab. Stifterne håbede, at man ved øget samarbejde og forståelse kunne undgå endnu et krigsmareridt. Senere blev foreninger NORDEN dannet i Finland og Island samt i de selvstyrende områder Åland, Færøerne og Grønland.
Foreningen NORDENs formål er at styrke og udvikle de nordiske folks samarbejde indadtil og udadtil.
Foreningen NORDEN arbejder for øget samarbejde på kryds og tværs af de nordiske landegrænser ved at sætte fokus på skole og uddannelse, information, ungdomsudveksling, venskabsbysamarbejde, kultur mm.
Foreningen NORDEN fik en voldsom opblomstring efter 2. Verdenskrig, da erindringen om dens oprindelige formål atter blev aktuelt. Og på det tidspunkt gik foreningen fra at være en elitær til at være en bred folkelig forening.
Foreningen spillede en aktiv politisk rolle ved stiftelsen af de nordiske institutioner Nordisk Råd i 1952 og Nordisk Ministerråd i 1971, ligesom foreningen var primus motor i det arbejde, der førte til den nordiske pasunion, det fælles arbejdsmarked, socialkonventionen, sprogkonventionen og tankerne om et nordisk fællesmarked.
Foreningen NORDEN står således for den folkelige opbakning til det nordiske samarbejde.
Foreningen NORDEN Mariagerfjord
Foreningen NORDEN Mariagerfjord blev stiftet i 2021 ved fusion af afdelingerne i Hadsund og Hobro, der havde været aktive i årtier.
Afdelingen dækker således hele Mariagerfjord Kommune, og har desuden enkelte medlemmer, som er bosatte i andre kommuner.
Vi er en af de godt 70 afdelinger i Foreningen NORDEN Danmark.
Afdelingen har ca. 136 medlemmer medio 2025.
Afdelingen er meget aktiv og har gennemført 41 arrangementer fmed i alt 1829 deltager fra slutningen af 2020 til maj 2025. Vore medlemmer har desuden adgang til arrangementer i vore naboafdelinger Randers-Langå og Aalborg og i Kredsen for Nordjylland.
Medlemmer af Foreningen NORDEN Mariagerfjord:
- Støtter det nordiske samarbejde og fællesskab.
- Støtter aktiviteter for børn og unge – Norden i Skolen og Nordjobb.
- Får langt større viden om vore nordiske frænder, deres liv, kultur og samfund, via foredrag, film, koncerter, rejser, samvær og læsekredse.
- Modtager Foreningen NORDENs tidsskrift, Nordiske, fire gange årligt.
Afdelingen har tre læsekredse med plads til flere.
Alle er velkomne til vore foredrag og andre arrangementer.
Alle er velkomne som medlemmer med de fordele, det indebærer.
Praktisk info